Skulle man forsøge sig med en scooter…?

Om at køre scooter i København...

Bilen lader jeg lige holde – sådan er det nemlig som oftest, og den bliver primært brugt, når min kæreste, søn og jeg skal besøge venner eller familie.

Nogle vil måske nok mene, at det på ingen måde holder med en scooter eller en knallert 45, som det tohjulede køretøj også kan benævnes. ”Du skal da have en motorcykel!” – den sætning er jeg ofte blevet præsenteret for. Og ja – jeg kunne fint tænke mig en motorcykel, men ikke til brug i byen. For det første koster den langt mere end for eksempel en scooter, den kræver, at jeg tager et nyt kørekort, og så er der vist også noget med en sæson for MC-folket, som mig bekendt ikke rammer ”scooter-nisserne”.

Mit eget forhold til motoriserede transportmidler begrænser sig til min ungdom. Mit første møde var stort: Et familiemedlem havde en overordentlig lang indkørsel, hvor jeg kunne prøve hans knallert med fire gear. Jeg tror, jeg brugte to timer på at køre frem og tilbage, og jeg mestrede både at skifte gear og kickstarte maskineriet, men til sidst var tanken tom. Prøveturen satte skub i en lyst, som blev til min egen knallert – den havde jeg i Sverige, hvor mine forældre har sommerhus, og hvor man ikke skal have kørekort til ”moped” – og så må man faktisk føre motorkøretøjet et år før man må i Danmark. Det blev til en sommersæson eller to med den røde knallert i Sverige, men det blev også til en ridset bil, en tur i gruset og et brandsår.

Nu er jeg omtrent 20 år ældre, og den der lyst til at kunne køre mageligt og motormæssigt gennem byen gibber lidt i mig. Jeg ved dog, hvad det ikke skal være – og det er sådan en ”ung gut knallert” med indbygget højtaler, neonlys og tunet motor. Den slags er jeg blevet for gammel til, og så synes jeg ikke, at en sådan scooter klæder nogen mand. Og da slet ikke kvinde.

Skulle det være, så skulle det være en scooter med retro-look – du ved sådan en Vespa lignende sag med kromdetaljer, brune læderdetaljer og et par sidespejle, der ikke efterlader nogen blinde vinkler. El-start? Naturligvis. Og mig bekendt findes der herlige opbevaringsrum til et og andet under sædet.

Der er selvsagt tale om et egoistkøretøj til én, men der er noget fristende over en fin scooter (hvis jeg skriver fed, så hørmer det af førnævnte neonlys og højtaler). I Danmark er scooteren tit ofte blevet forbundet med at være alt andet end fiks, mens den i lande som Spanien og Italien er det meste fikse, kvikke og oplagte køretøj – uanset om man er 16 eller 70, lærling eller direktør. Vi kommer ikke udenom, at farten ikke matcher en motorcykel, men de hastigheder har du ikke brug for i byen.