Arvestykker man gerne redder ud fra et brændende hus

Min oldemors gamle lejlighed var en ren tidslomme. Alt hvad der kunne være det, var i teaktræ, og de gamle plankegulve var pakket ind i tykke og bløde væg til væg tæpper. Når vi kom på besøg stod menuen på traditionelt, dansk koldt bord – fisk, røræg, frikadeller og alt hvad der ellers hørte sig til. Der var dækket op med det fine arvestel – det samme stel som jeg bruger den dag i dag, når noget skal være ekstra fint.

Noget af det første jeg gjorde når vi ankom, var at lege med aben. Jep – Kay Bojesen abekatten. Men det var ikke den samme, som den man kan købe nu i enhver interiørbutik med respekt for sig selv – det var en af de første han lavede. Den var mørkere, med patina, og den hang på en væglampe over sofaen – og man måtte gerne lege med den.

Min mor var ikke så vild med det, da jeg i mine sene teenageår proklamerede at jeg godt kunne lide teaktræ. Og at jeg godt kunne tænke mig at vide hvad der var blevet af abekatten efter oldemor døde. Jeg havde nær fået noget galt i halsen, da hun fortalte mig at det var noget af det eneste hun havde gemt, da lejligheden skulle tømmes. Abekatten lå i en kommode hjemme hos min mor, og jeg var velkommen til at tage den med mig.

Det er et vigtigt minde, som jeg til enhver tid vil redde ud af lejligheden, hvis noget kan reddes. Mand og barn, naturligvis. Men så også abekatten. Det er vigtigt at holde fast i den slags minder.

Nogle af de historier der følger med arvestykker er utroligt unikke. Der må jo være en grund til at man tager ting med videre – generationer efter generationer?

Jeg ville ønske at min mor havde haft overskud til at gemme meget mere fra min oldemors lejlighed – men selvom jeg ikke ejer mere end abekatten, så har jeg alligevel taget meget med mig. Min smag, f.eks. At min mor ikke forstår min kærlighed for teaktræ er dog forståeligt.

For hende minder det om barndommen, pakket ind i mørke møbler og kradsende sofaer. Det jeg ser, er et stilrent, smukt skandinavisk design, lavet i kvalitetstømmer der stammer fra en hel anden verdensdel end den jeg befinder mig i. Teaktræ er hårdfør, smukt og tungt som ind i helvede – men for mig skriger det design. Jeg tror måske at teaktræ er lidt lige som opera eller klassisk musik – enten elsker man det, eller også hader man det.

Jeg er også glad for andre ting – Bevares. Jeg ejer også Børge Mogensen stole i bøg, og jeg er ikke spor snobbet når det kommer til træ – men hvor er det bare smukt når man sliber, vasker og olierer et smukt teaktræsmøbel.

Min oldemor var et meget dannet kvinde, med ar på sjælen og ben i næsen. Jeg ved ikke hvad hun ville mene om at abekatten i dag mangler en fod. Problemet er bare, at jeg netop ikke er snobbet når det kommer til træ – min søn på 2,5 år er jo vild med den abe og den er blevet tabt op til flere gange nu. Og når man er en gammel abekat fra 1953, så er det jo begrænset hvor mange gange man kan tåle at blive tumlet med, på trods af at man originalt er sat i produktion som et stykke legetøj.

Langt de fleste af os ejer et eller flere arvestykker. Uanset om de har affektionsværdi eller ej, så betyder de rigtig meget for os.

Hvilke arvestykker har betydning for jer?