Nyt liv til møblerne
DIY

Nyt liv til møblerne

DBA Guide
DBA Guide

Da jeg var på SU for nogle år siden, og vi lige havde købt en stor andelsbolig, så rakte pengene ikke til de store designermøbler, og når man nu havde interessen for interiør, så måtte man blive kreativ. Så jeg måtte finde en anden og kreativ måde at være med på boligfronten, selvom man var på SU og skulle være kommende mor.

I ungdomsårene havde jeg en lille kommode, som har fulgt mig siden, og som også var havnet i vores nye hus, jeg syntes dog ikke længere, at den passede ind i boligstilen og ville egentlig bare smide den ud.

Men jeg ombestemte mig og besluttede at lave den om. Den kunne jo stå inde på det kommende børneværelse. Det eneste den manglede var en kærlig hånd. Så jeg brugte en masse sandpapir, malede den, og derefter fik den tapet.

Håndtagene er også hjemmelavede af store og små kugler, som jeg har malet og derefter sat skruer i, jeg syntes, de ville være mere børnevenlige, og så passede de perfekt til tapetet.

Vores kommode har nu overlevet to forvandlinger, og den er endt med at se sådan her ud.

Efter jeg lavede kommoden om, har jeg fundet andre møbler fra DBA, loppemarkeder og genbrugsbutikker, som egentlig ”bare” trænger til en lille forandring, og så kan de passe perfekt ind i hjemmet. For mig behøver alting i hjemmet ikke at være nyt, og selvom jeg ikke er på SU længere, så laver jeg stadig møbler og ting om, og på den måde føler jeg, vi får et mere personligt hjem, og det elsker jeg.

Hvis du har fået mod på at finde et møbel, som trænger til en kærlig hånd eller forandring, kan du søge inde på DBA, som bugner med møbler, der bare trænger til en kærlig hånd eller bare lige skal friskes op, så det er klart til et nyt hjem.

Tapet kan man også finde på DBA eller andre webshops.

Rigtig god fornøjelse! Mama Lola

Relaterede artikler