Genbrugshjem i børnehøjde
Vi kender det sikkert alle sammen. Følelsen af at træde ind i et hjem, hvor alt står så sirligt og fint – der er ikke en eneste støvkugle i hverken hjørner eller langs panelerne. Hvor køkkenting hører til i køkkenet, og legetøj hører til på børneværelset. De hjem, hvor rummelighed vinder over renlighed – og hvor det er helt synligt, at her leves der!
Mit hjem går klart ind under den sidste kategori! Min spindevævssamling er enorm, og alt for ofte vinder sofaen (med en kop kaffe) over støvsugning og tømning af opvaskemaskinen. Ville sådan ønske, at jeg var født med et rengøringsgen – eller måske bare evnen til at spotte rodet, inden det vokser til en uoverskueligt tjans.
Jeg har altid ejet ting der kommer fra andre. Bevares – i ny og næ sniger der sig ting ind der er spritnye. F.eks ville jeg aldrig købe en toiletbørste fra andre. Ej heller diverse ting til den personlige hygiejne. Her tænker jeg tandbørster.
De ting jeg omgiver mig med, og som mit barn omgiver sig med er sådan cirka 70 % genbrug. Og jeg har nogle gange spurgt mig selv om, at hvis nu jeg var mangemillionær – ville det så være anderledes? Jeg ved det ikke. Men glæden ved at gå på jagt, spare penge og eje ting der er værdifulde på en helt anden måde end rent pengemæssigt, dét tiltaler mig!
glæden ved at gå på jagt, spare penge og eje ting der er værdifulde på en helt anden måde end rent pengemæssigt, dét tiltaler mig!
Der findes meget få ting hos os, som Alfred ikke må pille ved. Det betyder ikke at man gerne må svinge sig i Orientlampen. Eller at vi smider Panthellaen ned og tager os en frisk omgang limbo.
Det betyder, at når aftensmaden skal serveres, så er det for mig fuldstændig ligegyldigt om det er på hans snuble-sikre service eller om det er på arvestellet.
Det kan sagtens (SAGTENS) lyde som om jeg er en frelst hippie-mor, der forsøger at ophøje min 3 årige og sende ham ud i verden med en følelse af ekstrem selvglæde…. Men i virkeligheden handler det nok om, at jeg virkelig gerne vil have at han føler sig hjemme i sit hjem.
At det er helt okay at togbanen er i stuen, eller at hans bøger står side om side med mine egne i bogreolen. At hans ting og hans udfoldelser ikke kun hører til på hans eget værelse.
Jeg har virkelig forsøgt at lave hans værelse mange gange, men sandheden er, at hans ting på mystisk vis altid ender alle mulige andre steder i huset. Heldigvis er der en balance! For når jeg hver mandag afleverer ham hos farmand, så går oprydningen i gang. Ugens lege bliver pakket lidt væk, og så bliver støvsugeren svinget og opvasken gjort op og taget. For søndag aften starter hele svineriet forfra. Nye lege, nye togbaner – en ny uge.
Jeg tror at det er vigtigt at føle sig hjemme. Både for de store og for de små. At vi kan bygge en langt større og langt mere sej togbane, der kan brede sig ind mellem skænken og under sofabordet. At gryderne i køkkenet kan findes i sofaen om aftenen, fordi de gør sig ganske udmærket som slagtøj og at jeg dermed aldrig undrer mig over, at jeg finder biler og lokomotiver i mine vindueskarme eller i min seng. At mit skrivebord ikke kun bruges når jeg arbejder, men også må få farverige streger og tegneri udenfor malebogen.
Naturligvis må man sætte grænser – en LP er ikke en frisbee, og mine krystalglas står også på øverste hylde. Mor vil gerne have pæne ting. Og også gerne ting for sig selv J
